04. Hvorfor dit julekort muligvis smadrer dit image


Så blev det anden søndag i advent, og tid til endnu en låge i julekalenderen. Dagens bidrager er Christina Klitsgaard, som ved en masse om det at skrive nyhedsbreve der får din læsere til at gøre lige præcis det du vil have dem til.

Christina er også kvinden bag TheWorkbook.dk som er E-bog til dig der vil sælge mere med E-mails. Du finder også Christina på christinaklitsgaard.dk.

Hvorfor dit julekort muligvis smadrer dit image – Christina Klitsgaard

Det er muligvis for sent, men jeg siger det alligevel:

Stop det julekort. Please.

Jeg orker det ikke. Dine kunder orker det ikke. Og alle andre, du måtte finde på at sende det til, orker det sandsynligvis heller ikke rigtigt.

Jeg taler om det her:

Alle medarbejdere i [indsæt firmanavn] ønsker dig og din familie en glædelig jul og et godt nytår’.

Eller det her:

’[Firmanavn] ønsker dig en glædelig jul og et lykkebringende nytår’.

Også set i udgaver, hvor ’og’ er udskiftet med ’samt’.

’… samt et lykkebringende nytår’.

Jeg bliver så træt. Og ked af det.

Jeg er ikke nogen fodformet økoflipper. Det er jeg ikke. Men her op mod jul bliver man lidt sentimental. Og blød om hjertet og sådan. Og det ER ikke godt for miljøet. Det er det ikke. Med de der hundredtusindvis af firefarvede kort i klorblegede kuverter. Trykt på maskiner, der ikke rimer ret meget på moderjord(næste)kærlighed.

Men det værste er sådan set ikke det.

Det er det, du siger med sådan et kort der:

’Det kan godt være, at vi på vores website skriver, at vi er helt vildt anderledes end de andre, men helt ærligt: Det er vi ikke. Vi er lige så lidt innovative, som den kuglepen, vi alle sammen har brugt til at skrive vores navn i kortet med.

Jeg tror ikke på, at det forholder sig sådan. At alle virksomheder, der sender kedelige julekort selv er gabende kedelige.

Jeg tror, at de bare ikke har tænkt på, at det er med julekort og kunder som det er med forældre og børn: Det er ikke det, du siger, der er sandheden. Det er det, du gør, der definerer dig.: ’Nej, du må ikke gå over for rødt, men lige i dag har far travlt’’Jo, vi er innovative, men det her julekort skulle bare af sted’.

Hvorfor det, spørger jeg bare? Altså hvorfor skulle det det?

Jeg synes det bør forholde sig med julekort som med nyhedsbreve (og alt muligt andet, andre mennesker skal bruge tid på at læse): Skriv, hvis du har noget på hjerte. Ellers lad være.

Eller find på noget helt andet som fx hotellet 40Winks i London har gjort det.

Prøv lige at se her, hvordan de ønsker deres gæster en glædelig jul i hele december:

Højtlæsning for gæster, der ifører sig nattøj, er ikke alene originalt, i tråd med hotellets image og helt sikkert anderledes end det, de hundrede andre hippe hoteller i byen tilbyder (Der er helt sikkert nogen, der ærgrer sig over, at de ikke selv kom op med den idé). Det er også et ret godt PR-trick. Selv om jeg synes, at jul hverken bør eller skal rime på kommercialisme.

Send bare et hjerte. Hvis du altså har noget på hjerte.

Kh
Christina

Christina Klitsgaard

Christina Klitsgaard er dronningen af nyhedsbreve. Det er hende man kontakter når man skal have skrevet et nyhedsbrev. Læs mere om Christina på christinaklitsgaard.dk

Prøv lige at se disse indlæg også!

8 kommentarer til 04. Hvorfor dit julekort muligvis smadrer dit image

  1. Potter siger:

    Endnu en til Post Danmark… og jeg er helt med…. men der er altså det der er værre: elektroniske julekort!!!

    Fordi det er gratis, så får man fra aaaaalle… Jeg er med på at det ikke forurener miljøet udenfor, men det sviner helt vildt i min indbakke….

    Så – jeg er 100% enig med dig Christina – men det gælder altså også dem der kommer med e-posten.

  2. Julekortet er een ting, men de større julekurve er lige så slemme. Mens det er rart at få en kurv med lækkerier, så er det ikke rart at tænke på at man faktisk selv har betalt den. Jeg vil til enhver tid hellere have ydelser for de penge, i stedet for de ødsels på gaver til mig selv.

    Gode produkter og god service er det der skal holde på kunderne, ikke vage hilsener og bestikkelse.

  3. Morten siger:

    Jeg vil nu påstå, at hvis man driver en B2B virksomhed, og skriver sit julekort i hånden, så er effekten af sådan et kort meget stor. Det viser overskud, og det viser, at man mener det man skriver mere, end hvis det er en standard kopi til alle. Så originale julekortstekster, de virker…

  4. Christian Haugaard Brix siger:

    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre, om der er andre, der har gode ideer til kreative julekort/julehilsner? Ikke nødvendigvis man kan bruge direkte (som man jo for de flestes vedkommende også vil have meget svært ved med hotel-historien), men bare til underholdning og inspiration. DEL, hvis der er noget at dele. TAK! 😉

  5. Lars Bachmann siger:

    Fuldstændig enig 🙂
    De der standard julekort er så ligegyldige. Der er typisk ikke meget kreativitet at spore, så jeg kan kun anbefale folk at tænke lidt ud af boksen, og komme på noget nyt.

  6. Christina siger:

    En god idé, Christian. Og Lars: Din julekalender her er jo fx et fænomenalt alternativ til det standardiserede.

  7. Sebastian Krausing siger:

    Jeg er nu ikke helt enig 🙂 – Jeg synes nu fysiske julekort er en god ide for B2B virksomheder. – Som mail bliver det hurtigt kategoriseret som spam.

  8. Lars Skou siger:

    Jeg tror vi kan enes om dette:
    Det du skriver, Christina, er din holdning, og dem er der som bekendt flere udgaver af.
    Der er ret mange, der synes det er en rigtig god idé med et håndskrevet julekort, at det er langt mere personligt end så meget andet og jeg er en af dem. Sådan en lille kuvert og kort gør meget for en professionel relation.
    Også selvom vi kender alle de floskler der bliver smidt af sted.

    Og så er miljøbelastningen da også til at overse i det store billede.
    Hvis man vil gavne miljøet lidt er her et tip:
    http://www.blackl.com/black-google.php

    Og ha´nu en rigtig glædelig jul/stundende højtid og/samt et godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *