thomas-rosenstand

06. Fordi de store er tumper, behøver du ikke være det – Thomas Rosenstand


Thomas Rosenstand er manden bag dagens låge. Er du typen der arbejder med online markedsføring, så har du nok stødt på ham før. Kender du ham ikke, så kan jeg fortælle at han var blandt de første i Danmark der arbejdede professionelt med søgemaskineoptimering, og han er forfatter til en række bøger om online markedsføring.

Du kan læse mere om Thomas på hans blog, og se flere referencer under artiklen.

06. Fordi de store er tumper, behøver du ikke være det – Af Thomas Rosenstand

Har du tænkt over, hvor få af de store drenge i klassen, der har taget føringen i social omgang med kunder og potentielle kunder til deres produkter og ydelser på nettet? Og har du tænkt over, at netop deres mere eller mindre tumpede tilgang til at bygge et hyggeligt lejrbål på nettet for de mennesker, der interesserer sig for dem, er din indgang til at snuppe “retten” til det?

Hvor svigter “de store”?

Du ved sikkert, at der er brugergrupper for stort set hvad som helst på nettet, hvor entusiastiske brugere af et produkt deler erfaringer og begejstring med andre – og hvor det dermed er et naturligt sted at stille spørgsmål og få svar. Der er grupper for dem, der er vilde med VW Golf, Toyota Supra, Windows XP, Yamaha motorcykler og hvad ved jeg. Og fællestrækket for næsten dem alle er, at disse hjemmesider og fora IKKE er drevet eller kontrolleret af hverken producenten eller importøren. De er drevet af entusiaster, der er helt eller delvist annoncefinansierede.

Hvorfor er det sådan? Det er det, fordi de store koncerner enten ikke har fattet, hvad de ville kunne gøre på et socialt medie – eller også har de prøvet og gjort det hele til en gang halvkvalmende salgsplatform. Og det gider folk ikke.

Dermed har de store importører og producenter reelt sagt farvel til at kunne facilitere stedet, hvor deres allermest loyale kunder og allermest interesserede potentielle kunder færdes. Det er ikke ret klogt, og det er din vej ind under radaren.

Hvorfor G+ og ikke Facebook?

Selvfølgelig kan du gøre det, jeg foreslår på Facebook, og for halvandet år siden ville jeg have sagt, at det skulle du gøre. Men ikke i dag! Hvorfor lægge det på en platform, som flere og flere finder mere og mere “for meget”, som ikke er dybt (meget dybt) integreret i verdens to største søgemaskiner – nemlig Google og YouTube?

G+ er integreret, i voldsom vækst og helt og aldeles uden en småsyret edge rank til at styre, hvem der ser, hvad du skriver. Indlæggene ranker godt i søgninger, og når I i Danmark får SPYW (Search Plus Your World) integreret, som vi har det her i USA, vil du se, hvad jeg mener. Spørgsmålet er så, om du vil vente på det – og dermed overlade pladsen til de, der ikke lige “venter og ser”?

Hvis du har lyst at høre mere om, hvorfor du skal med nu, kan du lytte til en god times podcast her: http://www.concept-i.dk/blog/google-plus-guide.html

Byg et gratis lejrbål på G+

Du kan forhåbentlig huske stemningen omkring et lejrbål? Den lettere intime og hyggelige atmosfære, hvor en eller flere fortæller historier – og resten føler en næsten fysisk samhørighed med fortælleren?

Det er den stemning, du skal skabe på din firmaside på G+ – og for den sags skyld også på din personlige side.

Et lejrbål i denne forbindelse er noget, mennesker kan samles om – og tale sammen omkring. Er du konsulent udi ledelse, kan dit lejrbål være den grundlæggende filosofi, du arbejder med i dit virke.

Er du fotograf, kan dit lejrbål være glæden og begejstringen over det at indfange øjeblikket på et billede.

Er du sælger af børnetøj på en webshop, kan dit lejrbål være det at klæde de små i noget, der ikke er farligt for dem, ser smart ud, er praktisk etc.

Er du et byggefirma, kan dit lejrbål være det at skabe boliger, der både er rare at være i og energirigtige. Kan du se billedet?

Din vej under radaren

Din firmaside skal facilitere gode debatter om det emne, du arbejder med. Når nu ikke producenten vil gøre det, må du jo gøre det. Og tro mig: Det vil du gerne! Sælger du børnetøj, er det smart at få debatter i gang om for eksempel brugen af kemikalier i tøjet til de små (lad være med det, hvis det er noget giftigt stads, du sælger selv).

Driver du et bolighus, er det oplagt at skabe et sted, hvor indretning på kryds og tværs er i fokus.

Der er næsten ikke den ting, der ikke er en interessegruppe for. Tænk blot på graviditet for eksempel. Der er hjemmesider, hvor mange tusinde gravide dagligt debatterer alt, der har blot det mindste med graviditet at gøre.

Det er deres lejrbål – og ejerne af disse hjemmesider har en markedsføringskanal uden sidestykke for snart sagt ethvert produkt eller service, der kan have interesse for en vordende eller nybagt mor.

Er du ejendomsmægler, ved du allerede, at hovedparten af hussælgere og huskøbere ikke ved så meget om juraen, faldgruber og hvad ved jeg i den slags sager. Hvorfor så ikke lade firmasiden på Google Plus være et lejrbål, hvor de kan læse og spørge?

Advokater arbejder med alt det, vi almindelige dødelige ikke kan forstå, og derfor vil det første advokatfirma i Danmark, der for alvor griber Google Plus og bygger et samfund der, være det advokatfirma, der render med troværdigheden. Tænk engang, hvis sådan et advokatfirma postede et godt råd hver dag – og afsatte lidt tid til at svare på spørgsmål. Eller lavede et ugentligt hangout, hvor et emne blev behandlet.
Og sådan kunne jeg blive ved – men jeg tror, du har set, hvor jeg vil hen, ikke?

Jeg vil egentlig bare sige til dig, at du stadig kan nå at være noget, der ligner first mover i Danmark på G+, hvis du får gang i det NU!

Jeg har været med siden den første betaversion blev åbnet for ganske få, og i dag bidrager gæster direkte fra G+ til en ganske betragtelig del af mit salg af mine bøger og ydelser.

Og lad mig bare tilstå, at jeg langt fra selv gør det, jeg kunne gøre med G+. Jeg burde holde nogle flere Hangouts for eksempel – men tiden er mit problem i den sammenhæng. Nu er jeg heller ikke nyetableret, og jeg klarer mig endda. Men skulle jeg ind på et marked i dag som iværksætter, ville jeg etablere mig via G+ og snuppe alt det, de andre forsømmer.

Vil du?

Thomas Rosenstand

Thomas Rosenstand arbejder med søgemaskineoptimering via firmaet Concept Interest, hvor han også udgiver flere bøger om online markedsføring. Den seneste bog er faktisk om Google Plus og hedder PLUS-LEX. Den kan du se mere om og købe her: www.plus-lex.dk Se mere om Thomas på www.concept-i.dk og besøg ham på G+

Prøv lige at se disse indlæg også!

11 kommentarer til 06. Fordi de store er tumper, behøver du ikke være det – Thomas Rosenstand

  1. Det er ikke alle virksomheder der bør være på facebook, det er i nogle tilfælde langt fra tiden værd, men alle virksomheder bør være på G+!

    - Alexander Larsen

  2. Heine Larsen siger:

    Jeg er helt enig, Thomas. Desværre er jeg også én af dem som så lyset med G+ lidt sent, så jeg er også igang med at være mere aktiv der end Facebook og Twitter.

    Jeg ved at bl.a. Smartguy forsøger sig på G+, men som jeg ser det er det mere op ad bakke end Facebook, hvilket skyldes deres målgruppe ikke er i samme antal på G+ – oh well, det ændre sig måske snart… :-)

  3. Lars Skjoldby siger:

    Danskerne er tryghedsnarkomaner og jeg tror desværre de bliver svære at få aktive på Google+. Det er min opfattelse at mange ser alle sociale medier som det de kender fra Facebook. Måske I også har hørt denne beskrivelse af Twitter: “Det er lige som Facebook. Men du kan kun lave korte statusopdateringer”. Men vi ved jo godt, at Twitter slet ikke er lige som Facebook.

    Hvis folk bliver trætte af Facebook, så er jeg ikke overbevist om at de bare skifter det ud med et alternativ. De vil tænke: “Google+ er jo det samme, bare fra Google.”

    Men os der er på Google+, ved jo godt det ikke er det samme. Jeg vil ikke sige det er en ny måde at tænke online netværk på, men de (Google) har i hvert fald formået at blande de bedste elementer fra de store netværk sammen.

    Spørgsmålet er om de kan få det formidlet til brugerne. Og hvis ikke, så er spørgsmålet om man vil have en aktiv Google+ profil, for bare at diskutere en lille niche som Yamaha motorcykler, der i øvrigt kan diskuteres med langt flere på yamahacykelforum.dk :-)

    P.S. Misforstå mig ikke. Jeg elsker Google+ både som medie og platform.

  4. Rosenstand siger:

    Hej Skjoldby
    Du kan have ret – men lad os huske, at det før er lykkedes at flytte gumpetunge danskere. Der var engang Arto – nu er de bumseplagede på FB.

    Jeg tror – som det vist er kendt – at G+ vinder, fordi det er så integreret der, hvor alle søger: Google og YouTube. Men tiden er jo som bekendt lige så klog som virkeligheden, så lad os se :-)

  5. Tak for et utrolig godt indlæg Thomas.
    Jeg kan rigtig godt lide din lejerbåls-analogi – brugervenlig og hyggelig perspektivering. :-)
    Jeg har endnu ikke selv nogen virksomhed, men de ting som du snakker om i dette indlæg er helt klart en rigtig brugbar grundlæggende viden som jeg fremover vil have med mig, og som jeg gladeligt vil kunne gøre brug af, når jeg netop starter min først virksomhed hvortil online markedsføring vil være essentielt.

    Endnu en gang tak for et godt indlæg, og selvfølgelig tak til Lars for at drive denne dejlige iværksætter-kalender. Keep up the good work lads! :-)

    - Mads

  6. Lars Skjoldby siger:

    @Rosenstand: Arto til FB er et godt eksempel. Men mon ikke dårlige rygter og pædofile gamle mænd har været med til at sætte skub i den udvikling?

    Vi bevæger os lidt offtopic, så jeg har spurgt på Facebook, hvad der i givet fald skal til at få dem jeg kender til at flytte fra Facebook til Google+. I kan følge med her:
    https://www.facebook.com/lars.skjoldby/posts/10151281724514253
    https://www.facebook.com/webtuner.dk/posts/404475302956270

    P.S. Jeg har også læst noget om at virkeligheden er klog. Sagt på godt jysk, var det ikke en hel tosset bog jeg læste det i :-)

  7. Rosenstand siger:

    Meget typiske svar, du har fået på FB – og bestemt værd at skrive sig bag øret. Men de kommer derover, når det begynder at irritere dem, at deres venner kan påvirke Googles søgeresultater.

    Sjovt at der er så stor lighed mellem køer og mennesker egentlig :-) Vi venter, til “de andre begynder at gå”.

  8. Søren Jensen siger:

    En god dagens låge!
    - og er du blevet interesseret i at vide mere om google+ kan jeg varmt anbefale Hr. Rosenstands Google+ lex, som jeg netop læste færdig forleden dag.

    Allerede efter at have læst de første 10 sider, dunkede jeg mig selv hårdt i hovedet med en sledgehammer, over ikke at have prioriteret tid til at lære om google+ da det blev lanceret, men bedre sent en aldrig!

  9. Super låge :) Der skal helt sikkert ud og plantes nogle lejrbål!

  10. Lars Fjord siger:

    Ja Thomas. Det er god symbolik. Gad vide hvor du får det fra. Og denne evne til at formidle eller viderebringe komplicerede tanker (for mange af os) til enkle billeder er en Guds gave. Ingen tvivl i mit sind at Google vil videre fra dette lidt “stillestående vand” i DK til noget større. Spørgsmålet er bare om vi vil med. Flokmentaliteten er virkelig værd at tænke over. Ingen gider at være alene til en fest. Den er ligesom forstået. Men hvorfor er det et spørgsmål om enten eller?

  11. @rosenstand tak for at give et kærligt spark i den rigtige retning, med gode og motiverende billeder.

    Jeg har selv oprettet G+ sider, både profiler og firma/webshop, og kæmper lidt med at få hentet folk til cirklerne og deltage, derfor var det godt med lidt inspiration og perspektiv til hvordan det kunne takles.
    Google+ lex er sat på listen over ToRead :-)

    Fed julekalender Lars!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>