11. Vær unik og kreativ


Jacob Kildebogaard har skrevet dagens indlæg omkring det at være unik og kreativ. De fleste havde nok regnet med at Jacob ville skrive noget om webanalyse, da det er det han er mest kendt for, men Jacob har valgt en lidt anden vinkel, hvilket jeg kun syntes er fint.

Jacob Kildebogaaard er manden bag webanalytiker.dk, og så er han medforfatter på Analyticsbogen.

11. december – Jacob Kildebogaard

Det ville være oplagt hvis mit jule-bidrag handler om hvordan du skal måle og spore alt hvad du foretager dig online. Kend effekten og brug dine ressourcer bedst muligt i forhold til effekt. Men det kan du læse meget mere om på webanalytiker.dk.

Jeg vil derimod gerne skrive om hvor vigtigt det er at du skiller dig ud og er unik. Udbyttet kan være enormt. Ikke nok med at du får loyale kunder, men du vil tilmed få en masse gratis omtale og mund-til-mund effekt.

Vær unik på den gode måde

Du kan let blive husket for noget dårligt, så du skal selvfølgelig ikke være unik ved at give den ringeste behandling, slå sømmene i vildt skævt eller at du bare er en narrøv at være i nærheden af.

Det handler om at du giver dine brugere og kunder noget ekstra på den fede måde. Det kan både være noget, der koster en smule og noget der er helt gratis, og blot originalt.

Brænd igennem

Hvis du lige har åbnet en børnetøjsbutik på nettet som nr. 586, så er det svært at være DEN bedste, og skille sig markant ud. Flere andre tilbyder dag til dag levering og du kan ikke presse prisen mere end de andre. Så nu skal du være kreativ.

Du kan være kreativ i flere dele af processen. Den første er inde på hjemmesiden.

Et fantastisk eksempel på dette er burnalot.dk. De sælger noget så uinspirerende som brændbare CD-skiver. De har formået at bygge en historie op omkring hele det at skulle brænde en CD, og her mange år efter mit køb husker jeg stadig tydeligt både forretning og URL. Se det er noget værd.

Når brugeren så har købt, har du endnu en unik mulighed for at gøre kreative ting, der får kunden til at huske dig.

Her er mulighederne åbne, og udfordringen er at finde på noget nyt og originalt, samtidig med at det ikke må tage for meget af din avance. Et par forslag er at lave en personlig hilsen til køberen, tilføje en vareprøve (ikke så unikt), eller tilføje noget helt andet. Du kan også sende et brev et par dage efter med indhold som ”Fedt at du købte hos os. Har du fået brugt din nye trøje og fik streetcredits fra veninderne? Ellers ved du jo at vi bytter med et smil hvis den endnu ikke er brugt”. Danskere er samtidig vilde med rabatter og tilbud, så en mulighed er også at give et specielt tilbud, som matcher det der blev købt (købte din kunde shampoo, så fyr et godt tilbud på balsam efter hende). Du kan også sende varerne i en emballage kunden ikke lige glemmer – fx en skriggrøn papkasse (dette anbefales ikke til dem der sælger varer, der forventes at blive leveret i ”neutrale” pakker J ).

Fysiske butikker og services

Der er også muligheder hvis du ikke kun er en online butik. Har du fx nogen sinde mødt en håndværker, som efterlod et eller andet godt sammen med regningen? Fx en lille pose god kaffe med hilsnen ”nu er arbejdet gjort, så du kan læne dig tilbage og nyde kaffen”. Det er sgu overskud!

I går hørte jeg om en frisørsalon hvor der var gratis fadøl. Rygtet spredes og kunderne kommer frem. Og så dyr er en fustage heller ikke.

Så tænk originalt og skil dig ud fra mængden. Ikke som det sorte får, men som stedet hvor alle har lyst til at vende tilbage, og anbefale til andre. Det betaler sig.

Jacob Kildebogaard

Jacob Kildebogaard

Prøv lige at se disse indlæg også!

10 kommentarer til 11. Vær unik og kreativ

  1. Robert Rungholm siger:

    Den med fadøllen mener jeg at have hørt i en af Thorborgs podcasts engang. Men tømreren der efterlader kaffe er go! 😉

  2. Helt sikkert en kanon god idé at skille sig positivt ud!
    Hvis det er noget man søger yderligere inspiration til, kan jeg kun anbefale, at man lytter til nogle af Thorborgs gamle podcasts gennem tiden – jeg mindes at han også har været inde på det et par gange: Fx et eksempel med en tandlæge, der havde kæmpe jungletema i klinikken – så det netop ikke fremstod klinik-agtigt, men som et sted børn synes var sjov at komme.

  3. Godt indlæg – Det giver stof til eftertanke. Så man må bare til at være lidt kreativ så man kan overraske sine kunder

  4. Mikael Rieck siger:

    Du mener burnalot.dk ikke?

    Ingen tvivl om at kreativitet er givtigt, men os der ikke er kreative, hvad anbefaler du os?

  5. Mange tak for feedback 🙂

    @Mikael: Jo, burnalot.dk, min fejl. Hvis man slet ikke kan komme på noget selv, så må man opsøge det i stedet. Spørg venner og bekendte, twit, lav konkurrence med gevinst (Spørg fx: Har du skøre eller skæve ideer til hvordan min forretning kan overraske en kunde positivt?), eller i værste fald, hyr nogle såkaldte “kreative” 🙂

  6. Igen et kanon indlæg 🙂

    Var der nogen, der sagde Purple Cow?

    Ellers kan jeg godt anbefale Seth Godin’s “Purple Cow – Transform your business by being remarkable”, også selvom den er temmeligt amerikansk. Men det er netop dette emne, som bogen behandler.
    (http://www.saxo.com/dk/item/seth-godin-purple-cow-paperback.aspx)

  7. Mikael Rieck siger:

    @Sørn, den er på Amazon ønskesedlen, så jeg kan jo håbe den ligger under træet 🙂

  8. Godt bidrag Jacob 🙂 Og der er virkelig noget omkring det med at efterlade sig et god indtryk. Det skaber faste og loyale kunder i land tid fremover og behøver nemlig ikke koste meget.

    En ting der står i min erindring hvor jeg havde en super oplevelse, var tilbage da DELL var en ung virksomhed. Tror det var i 1998-1999 hvor jeg købte mig en PC igennem dem.
    Efter en måneds tid, kom der en streg på min skærm der ikke ville forsvinde. Jeg kontaktede dem og 2 dage senere stod der en Dell-mand ved min dør med en helt ny skærm under armen. Han kom ind og koblede den nye til og sikrede sig at den virkede ordentligt, inden han venligt kørte igen med den dårlige skærm.
    (Bemærk: jeg havde ikke en service aftale der gav krav på så god en support).

    Det stunt af dem har gjort mig til loyal kunde og har direkte og inddirekte været årsag til en del flere salg hos dem.
    Det har i dette tilfælde været en rigtig god investering at yde den ekstra og uventet support.

    For dem af jer der nu driver shops eller har en anden servicevirksomhed, gælder det om at behandle samtlige kunder godt som Jacob nævner. Man ved aldrig hvem der gemmer sig bag og det kan blive et potentiel storkunde.

    Og lige det med at få en ekstra gave med når man handler online er godt tricks. Vi elsker alle at blive overrasket.
    Giver mig en grund til at vende tilbage og ikke vælge en af de 482 andre lignende webshops.

  9. Det er en rigtig god pointe, Jakob!
    Hvis man som udgangspunkt har et interessant produkt gør det hele den efterfølgende markedsføringsproces nemmere. Man kan sige at markedsføringen allerede starter når man finder på sin produkt-idé.

    Seth Godin’s bøger: Purple cow og All marketers are liars kan klart anbefales hvis man vil vide mere om denne måde at gå til markedet på.

  10. Mange tak 🙂

    Jeg havde faktisk ikke hørt om nogle af de pågældende bøger. Jeg kan bare se at det virker.

    Kreativiteten kan i øvrigt bringe meget godt med sig på mange fronter. Et eksempel fra det virkelige liv: I mine unge dage (dengang det var svært at få en andelsbolig fordi de var billige) tog jeg rundt i et kvarter jeg synes var interessant. Jeg lurede et par numre på listerne på opslagstavlerne, og samtidig gik jeg hjem og ringede til tilfældige folk, som boede i de lejligheder. Jeg hørte om det var andelsboliger og hvem der stod for ventelisten. Det bragte mig en lejlighed meget hurtigt fordi jeg ramte nogle steder der ikke var på nogle lister, på nettet eller andet, så det var kun meget få der kendte til muligheden. Vupti, et styks billig lejlighed.

    En anden mulighed for at være unik og skille sig ud, er også at eksponere de lidt skæve sider af dig. Sidder du og laver SEO som så mange andre, så falder du hurtigt i mængden. Hvis du Danmarks sjoveste telefonsvarer, den bedste intro når du tager telefonen, en fed anderledes hjemmeside eller spiller sækkepibe i fritiden, så gør det ikke noget at tydeliggøre det lidt.

    Overvej også jobannoncer. Hvorfor er de allesammen så viiiiildt kedelige? Hvorfor tør ingen skrive efter en “excel-freak med hang til at synes at faneblade er mere spændende frokosten”?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *