morten-vadskaer

17. Lavpraktiske iværksætter-tips – Morten Vadskær


I dag er det Morten Vadskær der har fået ordet. Morten har drevet webshop i over 10 år, og ud over det hjælper han andre webshopejere med optimering af webshops.

Morten og jeg har også arrangeret Shopcamp sammen de sidste 3 år.

Morten kan du læse lidt mere om her, og du kan også følge ham på Twitter.

17. Lavpraktiske iværksætter-tips – Af Morten Vadskær

Det er ikke mere end halvandet års tid siden, jeg sprang ud som fuldtids selvstændig, så jeg har valgt at koncentrere mig om nogle lav-praktiske tips til iværksætteren. Tips som jeg selv ville ønske lige var samlet i en bog, men som jeg har fået af andre eller selv har erfaret er praktiske:

Telefonen er vigtig – også for online iværksætteren

Jeg har i mange år solgt kondomer på Kondomaten. I starten havde vi telefonnummer på siden, men fandt ud af, at det kun var sælgere, der ringede til os. Så vi fjernede det igen.

Jeg drog så lidt konklusionen: Telefonnummer er ligegyldigt.

Det var en fejl. For da jeg i 2011 lancerede Disk Doktoren kunne jeg ikke forstå den lave konverteringsrate. Så jeg valgte at afprøve telefon. Nærig nordjyde som jeg var købte jeg først et Skype In nummer, men fik det aldrig til at virke ordentligt. Nu har vi skiftet til den danske service Firmafon, som varmt kan anbefales. Efter vi fik telefonnummer på siden, så får vi ca. 5-6 gange så mange bestillinger. Da der er tale om et følsomt produkt, vil folk åbenbart gerne lige afklare, at vi er rigtige og kompetente mennesker. Samtidigt er det et godt søgeordsværktøj til SEO og AdWords, når folk spørger “kan I hjælpe med xxxx?”

Få et visitkort. Gør det billigt og hurtigt

Ja… selvom vi skriver 2012, så beder folk stadig om et visitkort. Jeg brugte evigheder på at tænke, hvordan det skulle se ud og prøve at finde en ordentlig grafiker, der kan lave det, men faldt så over Moo. Her kan du på 10-15 minutter designe fine visitkort (altså – færdige designs) og få dem tilsendt. Nemt, hurtigt & super kvalitet.

Sælger du viden er du selv varen

I høj grad sælger jeg min egen viden. Det betyder, at min hjerne er produktet. Den er svær at fotografere, men folk vil gerne se giraffen, når de skal betale 1400,-/timen for noget. Jeg havde et håbløst foto tidligere, men for 6000,- fik jeg taget billeder ved sådan en fotograf, der kan gøre én kønnere (ved også at Lars Bachmann og Erik B. Jørgensen for nyligt var forbi fotografen). Mit forrige billede var så håbløst, at det nu optræder på fotografens før og efter-cases (selvfølgelig med min accept).

Det er en fornøjelse ikke længere at skulle sende sit pasfoto med, når jeg skal sende billede til et foredrag eller en artikel. Brug tid og penge på det – det er godt givet ud.

Lær hvornår nok er nok

Der kan læses meget litteratur om det at starte virksomhed. Egentligt synes jeg bare, du skal gøre det. Men vores allesammens darling Seth Godin har skrevet en god bog om at kæmpe videre eller kvitte. Den hedder The Dip og kan købes her for under 100,- (og den er læst på en eftermiddag).

Udnyt DSB

DSB er Guds gave til iværksætteren. Jeg tager toget overalt, hvor jeg kan. Når bare jeg kommer syd for Aarhus, kan jeg komme på nettet og ellers kan jeg få lavet masser i toget. Mine bedste anbefalinger er:

  • Kør på 1ste. Ja – det er lidt dyrere, men du får kaffe, ro og meget mere plads. Jeg er 3 gange så effektiv på 1ste klasse som på monkey class
  • Køb et 10-klips-kort til DSB 1ste. Det hedder vist “Det glemte kort” ved DSB fordi de glemmer at informere om det. Men det er genialt. Har skrevet lidt om det tidligere.
  • Kører du på første, må du bruge DSBs mødelokaler i op til 3 timer. De er virkeligt fine og betjeningen er i top. Der er mødelokaler i Aarhus, Odense og København. Næsten gratis mødelokale.

Tag en pause

Både midt på dagen og en hel/flere dage engang imellem. Det er i pauserne, at dine gode ideer opstår. Både nyudvikling, men også ideer til at håndtere processer i din virksomhed.

Og når du tager en pause i dag, hvorfor så ikke nyde denne flotte film med 29 fine tips i:

29 WAYS TO STAY CREATIVE.

Del dine bedste tips

Sharing is caring. Du har garanteret også nogle gode iværksættertips. Lad os få del i dem

Morten Vadskær

Morten Vadskær arbejder professionelt med webshops. Både egne webshops, som medejer af shoporama, og som konsulent for andre webshopejere. Besøg ham på Google+

Prøv lige at se disse indlæg også!

8 kommentarer til 17. Lavpraktiske iværksætter-tips – Morten Vadskær

  1. Lars Bachmann siger:

    Hej Morten
    Gode lavpraktiske råd. I sær den med telefonen tror jeg kan være en øjenåbner for mange.

  2. Mikael Rieck siger:

    Imponerende hvordan Anne kan tage billeder. Selvom nogle af før-billederne er gamle (anden længde hår og farve), så er det tydeligt at se de nye er top professionelle.

  3. Ja – telefonen var virkeligt en øjenåbner for mig selv. Skal eksperimentere meget mere med det fremover. The Industrious Geeks var også inde på det i en podcast.

    Og ja, Mikael. Anne Kring kan få Lars Bachmann til at lige Brad Pitt. Det er en fornøjelse at kunne linke til ordentlige billeder. Er du ikke enig, Lars?

  4. Mikael Rieck siger:

    Nå er det Lars selv der er som baggrund? Jeg troede egentlig bare at han var fan af Brad og derfor benyttede hans billede :)

  5. Ja, vildt flotte billeder hun tager, hende Anna !!

    Tak for tippet om bogen the dip. Fandt den lige på iBooks til 39,- så den er lige hevet ned og tilføjet på læselisten… selvom jeg forsøger at læse langt mindre og højne effektiviteten endnu mere :)

  6. Martin Hjort siger:

    Mht “det glemte 10 turs kort” så er en rejse på det ikke billigere end en billet til stillezonen fra Odense til København. Det koster 288 inkl plads. Skal man have pladsbillet oven i 10 turs kortet?

    Men det lyder ellers ganske billigt især med de ekstra “features” man man får med :)

  7. @Steffen – du bliver imponeret over “The Dip”. Den er alle 39,- kroner værd.

    @Martin – nej, det er ikke billigere. Til gengæld rejser du på 1ste klasse og får aviser, kaffe og rundstykke. Det glemte kort er kun billigere, hvis du i forvejen rejser på 1ste. Men når jeg rejser fra Aalborg til Odense, så er det faktisk billigere med 10-turs kortet end hvis jeg rejste monkey class.
    Men det er billigere for dig at rejse på 1ste i det lange løb. Du får nemlig lavet meget mere ;-)

  8. Jeg har været så heldig at arbejde sammen med Anne tidligere – og kan kun tilslutte mig de rosende ord. Hun har en rigtig god portion talent og ambitioner :-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>