Dagens indlæg kommer fra Danmarks ukronede konge i Google Website Optimizer, som også selv driver en webshop der sælger kondomer. Behøver jeg at sige at det selvfølgelig er Morten Vadskær, der i dag for lov at give iværksættere et godt råd om at skabe sig et netværk. Jeg er selv i et netværk med Morten, og jeg kan kun bekræfte de ting Morten skriver herunder. Morten er også en af medarrangørerne af Shopcamp 2010.
2. december – Morten Vadskær
Når man er iværksætter sidder man med tusindvis af spørgsmål og problemstillinger, som man af gode grunde kan stå lidt tvivlende overfor. Det er ikke kun revision og momsspørgsmål, men også konkurrenter, der låner lidt for meget af dig, kunder, der kræver mere end hvad der er rimeligt og leverandører, der måske skal skiftes ud eller presses lidt yderligere. Eller noget så simpelt som at få sig selv til at holde fokus og være motiveret.
Men præcis den slags udfordringer står andre iværksættere også overfor, og selvom de ikke nødvendigvis kan komme med løsningen på din udfordring, så kan de sikkert komme med noget værdifuld feedback og gode indspark.
Nå – det er da banalt, tænker du sikkert, og det vil jeg give dig ret i. Derfor haster folk ind på Amino og andre online netværk for at få råd og tips, men derinde er der altså folk med en skjult dagsorden, og da Amino ligger åbent tilgængeligt for alle, så er det ikke alle, der vil diske op med deres problemer eller løsninger derinde.
Hvad er løsningen så?
-Et netværk i kød og blod. Du skal møde dit netværk IRL. Der ER bare barrierer, der først bliver nedbrudt, når man trykker hinanden i hånden. Du skal drikke kaffe med dit netværk og føle dem alle på tænderne. Første gang er måske bare jeres stævnemøde, men tro mig – allerede næste gang vil du gå hjem med guldkorn, du aldrig nogensinde kunne have fået online.
Jeg er selv med i et par netværk med ligesindede. Det ene netværk tog jeg selv initiativ til. Jeg sendte ganske simpelt en mail rundt til en flok skarpe folk, jeg godt kunne tænke mig at sparre med og heldigvis bed de alle på. Vores netværk har næsten udviklet sig til en loge-lignende tilstand (dog uden underlige optagelsesritualer og påklædning).
Står jeg med et fagligt spørgsmål, et etisk spørgsmål eller en “advarsel” mod en spiller på samme marked, så fyrer jeg en mail af og får straks kompetente svar – næsten uanset tidspunkt og emne. Det er uvurderligt.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg kører langt for at mødes med mit netværk, og det er rigtigt, at det er tidskrævende (når man bor i Jylland). Men det er en investering, der er godt givet ud. Dels er jeg proppet med energi og motivation, når jeg kommer hjem. Der udover er jeg også i den situation, at jeg slipper for at lave de samme fejl, som de har lavet og kan nu gøre tingene rigtigt første gang. Det betyder, at den tid jeg bruger på at køre til Esbjerg eller Silkeborg hurtigt er tjent hjem igen.
Tag ud o g mød dit netværk. Bag en kage og tag med til dem – og tag en rygsæk fuld af gode tips og kontakter med hjem igen.
God jul til dig og dit netværk.
Andre indlæg i samme kategori
- Succes med din webshop
- 24. Glædelig jul
- 23. Tænk stort
- 22. Jeg er iværksætter – jeg er sælger
- 21. Sælg mere på Nettet





3. december 2009 kl. 22:16
[...] indlægget på Lars’ blog omkring at skabe sig et netværk så spurgte jeg i kommentarerne om der skulle være nogle sjællændere der var interesserede i at [...]
24. december 2009 kl. 07:03
[...] 2. december skrev Morten Vadskær, der er en yderst begavet lille fyr, om vigtigheden af netværk. Og det har han ganske ret i. Mange iværksættere starter og kører de første år alene, og det kan give en temmelig isoleret hverdag, hvor der er langt mellem de kvalificerede input og den positive modstand. Om det er et netværk online eller i fysisk forstand er ligegyldigt – det vigtige er, at du finder interessefæller, der kan være den væg, du kan spille dine bolde op ad. [...]