24. Glædelig jul


Så blev det den 24. december, og dermed enden på min julekalender. Det har været spændende og lærerigt at læse alle de gode indlæg jeg har modtaget. En stor tak til at alle der har givet sig tid, i en ellers travl hverdag til at lave et indlæg og dermed være med til at denne iværksætter julekalender  blev en succes.

Der har været over 16.000 besøg i december, hvilket er ca. 35% mere end normalt, så der har åbenbart været interesse for alle de gode indlæg. Jeg vil også gerne takke alle der har kommenteret og deltaget i debatterne her på bloggen. Hvis i er gået glip af nogle indlæg, så husk at i kan følge alle bidragene til iværksætter kalenderen her.

Til sidst, inden jeg overlader ordet til Thomas, vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nytår.

24. december – Thomas Rosenstand

”Den første skal blive den sidste” – tilgiv mig denne lettere omskrivning af en berømt sætning fra en eventyrbog, som mange kender. Jeg fik æren at starte ballet med gæsteindlæg her hos Lars, og nu slutter jeg det sørme også.

Efter at have læst de fremragende og – stort set – fyldige og gode indlæg fra en masse kloge mennesker her på stedet, er det svært at skulle bare forsøge at matche de mange vise ord. Derfor har jeg valgt at knytte kommentarer til enkelte af indlæggene i stedet – og slutte med et lille fif til de af jer, der helt eller primært sælger B2B.

2. december skrev Morten Vadskær, der er en yderst begavet lille fyr, om vigtigheden af netværk. Og det har han ganske ret i. Mange iværksættere starter og kører de første år alene, og det kan give en temmelig isoleret hverdag, hvor der er langt mellem de kvalificerede input og den positive modstand. Om det er et netværk online eller i fysisk forstand er ligegyldigt – det vigtige er, at du finder interessefæller, der kan være den væg, du kan spille dine bolde op ad.

Vær ikke bange for at være kræsen med, hvem du ønsker at netværke og samarbejde med. Jeg har selv prøvet det ret smertelige i at have en meget fortrolig og hyppig faglig dialog med en person, jeg begyndte at regne som en ven – for så at konstatere, at personen ikke kunne holde tæt med, hvad vi talte om. Sørg for at du kan stole på dem, du netværker med – og at du faktisk kan lide dem. Ellers fungerer det ikke.

7. december skrev Ib Potter om video og Youtube. Når Potter skriver eller siger noget om video, er det klogt at tie stille og lytte og lære – ikke mange ved mere om det emne, end han gør. Video på Youtube og andre steder er et sørgeligt forsømt område med et stort potentiale. Og som med alle andre sager med stort potentiale, er risikoen for at kvaje sig ligefremt proportional med muligheden for at sejre ”big time”. Det ER vigtigt at sikre sig så høj en kvalitet som muligt. Og der er ingen undskyldning for ikke at købe en god mikrofon og den nødvendige software. Du kan få det hele til skærmvideoer for under 2.000 kr. Når du har det på plads, er det bare at gå i gang, lytte til feedback, prøve igen. Og igen. Og pludselig har du en model, der skubber holdninger og sælger varer.

8. december fortalte Martin Thorborg om det at se fremad og vurdere ”worst case scenario” kontra ”best case scenario”, inden du kaster dig ud i et projekt. Netop det at afsøge og vurdere ”worst case scenario” lærte jeg for mange år siden qua tidligere job og uddannelse, og det er en disciplin, jeg har stor nytte af i store og små beslutninger. Ved at opridse det værste der kan ske, bestemme modtræk til det – og vurdere om du kan leve med det, kan du én gang for alle fjerne en lang række bekymringer. Prøv det i små ting – og øv dig på det. Jeg lover dig, at det virker!

12. december skrev Frank H. Madsen om, at tid er penge. Banalt – og meget overset af alt for mange. Jeg kan huske en programmør, der engang arbejdede for mig, som sagde: ”Nej du skal ikke købe den software til $99, for den kan jeg lave magen til på en dag”. OK – $99 er ca. 500 kroner. Hvis jeg solgte en dag af hans tid til en kunde dengang, fik jeg 6.265 kr. ekskl. moms for det. Så kunne jeg godt leve med at betale de $99 for softwaren – og i stedet lade ham arbejde på regning. Eksemplet er ægte nok, men det er selvfølgelig også grelt. Gør dig selv den tjeneste at vurdere, om du kan tjene mindst det, det koster dig at få et stykke arbejde udført af andre, hvis du i stedet bruger den frigjorte tid til din forretning. Du vil med garanti blive overrasket! Måske skal du outsource din bogføring og bruge den frigjorte tid på at udvikle og skærpe din forretning? Eller købe dig til hækkeklipning og græsslåning? Tænk over det!

16. december skrev Lars Koudal om friheden som selvstændig. Ikke alle selvstændige kan arbejde så uafhængigt af tid og sted, som Koudal kan – men flere kunne gøre det, hvis de ville. Tænk ud af boksen! Måske kan din webshop i virkeligheden opnå større succes, hvis du har aftenåbent i din kundeservice – og bruger mange af dagtimerne på noget sjovt? Eller måske kan du holde åbent i din butik en aften eller to om ugen og dermed være der for kunder, der ellers ikke kan nå at besøge dig i normal åbningstid? Eller noget helt tredje? Prøv det – og skil dig dermed ud fra dine konkurrenter.

18. december skrev Peter Ulstrup om passion – en af mine egne kæpheste. Jeg vil godt sætte det helt firkantet op: Hvis du ikke brænder for det, du laver, bliver du i bedste fald til noget middelmådigt. Sandsynligvis fejler du helt og aldeles.

Med jævne mellemrum dukker spørgsmål op på Amino og andre steder a la: ”Jeg vil starte en webshop, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sælge. Hvem har en god ide?”. Jeg vover den påstand, at den indgangsvinkel til livet som selvstændig er i stor fare for at blive en fiasko. Det, du skal sælge, skal du brænde for, ånde for og leve for. Gør du det, kan du næsten gå på vandet (også uden bundgarnspæle). Gør du ikke, vælter du ved første vindpust.

19. december skrev Birgit fra min-mave.dk – og her vil jeg bare sige, at hvis du tror, at bare fordi du har et barn eller to, en hund med hoftedysplasi og en bil med en nedslidt motor, er det så synd for dig, kan du godt glemme det klynkeri! Birgit har en grum historie og seks børn (6!) – og så driver hun min-mave.dk med en passion og en indædt vilje til at vinde, der bør få alle og enhver til at stoppe op og vippe med kasketten i beundring! Jeg vil opfordre alle til at indføre en talemåde, der kan anvendes, hver gang du møder lidt modgang. Den skal lyde således. ”ØV! Men hvis Birgit kan, kan jeg også!”.

21. december skrev Benjamin Gundgaard om konverteringsoptimering. Du har uden tvivl læst artiklen – men det er ikke nok! Læs den igen og igen og igen. Skriv den ud, lær den udenad og hav den i baghovedet i alt, hvad du gør på din hjemmeside. Jeg har fornøjelsen at samarbejde en del med Benjamin til hverdag, og det har ført til mange ”små ændringer” på www.bd-store.dk, og de har alle uden undtagelse forbedret konverteringen. Næst efter SEO er konverteringsoptimering den vigtigste investering, du kan lægge i din hjemmeside/webshop. Jeg skriver ikke, at SEO er vigtigst for at være sjov – for uden trafik til siden ER der ikke noget at konverteringsoptimere på!

Til slut det lovede tip til dig, der helt eller overvejende sælger B2B – og det tip vil jeg pakke ind i lidt historisk tilbageblik:

Da vi i Concept Interest i 2001 for alvor satte gang i væksten, var det med store konsekvenser for vores likviditet. Dels var det dyre medarbejdere, vi ansatte, og dels sad vi med store trykopgaver i den fem- og sekscifrede klasse. Det medførte, at vi ofte trak tæt på maksimum på kassekreditten, og at vi udsatte os selv for en enorm risiko. Hvis en kunde med en leveret ordre på tryksager i den store klasse gik konkurs, ville vi stadig skulle betale trykkeriet for opgaven.

Løsningen for os blev en kombineret factoring og debitorforsikring, der betød, at vi 24 timer efter at have udstedt en faktura havde 80 % af fakturabeløbet på vores konto. Resten – minus lidt procenter til Nordea – fik vi, når kunden havde betalt sin regning. I det system kunne vi samtidig for et latterligt lille beløb forsikre vores kunder, så vi blev holdt skadesløse, hvis de ikke kunne betale.

I starten af 2004 var vi selvfinansierende og kunne lukke vores kassekredit, og vi holdt op med at benytte selve factoringdelen, hvor vi fik 80 % ud med det samme, men vi har holdt fast i at lade Nordea håndtere vores fakturaer. Den dag i dag debitorforsikrer vi alle kunder, og det betyder, at vi ikke kan tabe så meget som en krone på en evt. konkurs hos en kunde. Kan en kunde ikke debitorforsikres, skal de betale forud – og det gør de så. Det har aldrig været noget problem.

Nordea styrer det hele inkl. rykkerprocedurer og rentetilskrivning ved for sen betaling – og det hænger fint sammen med indlægget om, at tid er penge. Vi omsætter for mange millioner i vores selskaber, men det er stadig kun Charlotte, der passer det administrative – og det er kun en lille del af hendes daglige arbejde.

Jeg vil varmt anbefale alle, der sælger B2B denne løsning – og de fleste større banker har tilsvarende løsninger som Nordeas. Og som en ekstra bonus: Jeg kan afsløre, at en rykker fra Nordea har det med at blive taget væsentligt mere alvorligt, end en rykker fra Concept Interest blev det.

Risikominimering, outsourcing og snusfornuft – det er tre værktøjer, der kan gøre dig i stand til at overleve mere end dine konkurrenter. Og det er jo ikke så ringe endda, vel?

Nyd nu jeres julemiddag og hold lidt fri – og glem ikke de mange gode råd, der er faldet her på stedet i de 24 dage.

Glædelig jul og:

Rosenstand out!

Thomas Rosenstand

Thomas Rosenstand

Prøv lige at se disse indlæg også!

11 kommentarer til 24. Glædelig jul

  1. Der skal lyde en stor tak herfra til Lars Bachmann og især alle I talentfulde bidragsydere for denne super julekalender! Det har været en fornøjelse af læse med.
    – Det virker som om alle (måske undtagen de to korteste indlæg/indslag 🙂 ) har gjort sig umage for at finde en god vinkel/tilgang, der kunne berige os læsere på den ene eller anden måde. Herligt.

    I ønskes en glædelig jul!

  2. Hej Lars, det har været super at være og læse med =) god jul til jer alle=)

  3. Hej Lars
    Kanon initiativ og nogle rigtigt gode indlæg. Godt gået.

    Glædelig jul til alle og et lykke bringende nytår.

  4. Dennis/DSLJ siger:

    Som en nystartet “iværksætter”, der ikke engang har sat noget i værk, skal der lyde en stor tak til alle, der har bidraget med blot det mindste vink til denne serie af indlæg.

    Det er utrolig dejligt at få lov til at høste alle disse guldkorn, der er med til at give én et godt afsæt, så man ikke udelukkende skal lære af sine (måske sure) erfaringer.

    Stor tak til jer alle, samt glædelig jul, også til alle læserne.

  5. @Lars
    Tak for denne kalenderservice, det har været en fornøjelse at følge med, og jeg har personligt haft flere “aha” oplevelser undervejs.

    @Rosenstand
    Som sædvanligt godt stof fra din side, og du står nu officielt fadder til et motto jeg vil gøre mit bedste for at inkorporere i min underbevidsthed 🙂

    ”ØV! Men hvis Birgit kan, kan jeg også!”

    Hvad Birgit har overvundet er i sig selv imponerende, og hun er et mønstereksempel på hvor langt man kan komme hvis man ikke accepterer nederlag.

    Fortsat glædelig jul og ønsket om at 2010 vil blive et fremgangsrigt og succesfyldt år sender jeg til alle der læser det!

  6. Tommy Raun siger:

    Hold da op for en spændende julekalender. Jeg har endnu ikke “åbnet alle lågerne”, men nøj hvor jeg glæder mig.

    Glædelig jul og godt nytår til alle forfatterne (og læserne).

  7. Nu hvor jeg har offentliggjort, at jeg er sprunget ud som iværksætter på fuld tid, vil jeg gerne sige mange tak for en iværksætter-julekalender, der for mit vedkommende var ekstremt veltimet og gav noget godt stof til eftertanke.

  8. Som inkarneret markedsførings-interesseret, vil jeg også gerne takke for både spændende læsning og en den bedste julekalender jeg har brugt tid på i flere år. Flere af tingene har i hvert fald skabt en masse tanker, omkring min arbejdsprocess og hvilket metoder/kanaler der er de mest effektive.

  9. Hvorfor ser jeg først dette nu? Jeg skal igang med at læse de mange guldkorn, og helst nå det inden 2011 julekalenderen kommer 🙂

    Har du overvejet at supplere med video i 2011 versionen?

  10. Lars Bachmann siger:

    Hej Nicolaj. Det er helt op til de enkelte at om de vil bruge tekst, video eller lyd. Sidste gang var der en enkelt der brugte video, og en der brugte lyd (podcast).

    Så vi må se om der kommer flere i år? 😉

  11. David Larsen siger:

    Super cool. Altid rart med guldkorn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *