Et kærlighedsbudskab


I dag, på denne helt specielle dato kan jeg præsentere den karismatiske stifter af Miracle A/S, Mogens Nørgaard.  Efter Mogens afgang fra Miracle A/S, er han nu i gang med næste projekt – fairandsquare.dk.

Herunder kan du nu læse Mogens Nørgaards kærlighedsbudskab, og bagefter kan du følge Mogens på Twitter.

11. Et kærlighedsbudskab – Af Mogens Nørgaard

Så er det den flotte dato 11.12.13, og dermed min tur til at skrive om iværksætteri på denne gode blog.

Jeg vil bruge Julens snarlige opdukken som undskyldning for at sprede et kærlighedsbudskab fremfor de sædvanlige hårde business-agtige budskaber om vækst, innovation, og alt det andet hejs.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke fordi jeg er dumnaiv. At starte sin egen biks er lidt ligesom at få børn: Det er godt, at man ikke ved på forhånd, hvad der kommer af oplevelser undervejs, omgangskredsen udskiftes lidt, og man ender med at være rig på oplevelser og … minder! Derudover er man blevet meget bedre til mentalt at håndtere søvnmangel. :-).

Til sagen: Jeg er tit blevet spurgt, om jeg ikke er stolt af det, jeg har skabt? Nej, det er ikke sådan jeg har det. Jeg kan godt se, at det er fint og godt, osv. – men jeg føler ikke stolthed over det. Snarere glæde over de ting, der kan lade sig gøre som følge af det, der er blevet skabt.

Og så til kærlighedsbudskabet…

Jeg har endnu ikke prøvet at starte en virksomhed op fordi jeg havde en våd drøm om at revolutionere hele Verden, få 12 milliarder brugere, og ligeså mange dollars – og komme til Mars med alle aktionærerne. Jeg har aldrig haft en exit-strategi, og jeg får det heller aldrig. Mine motiver har været nogle andre, og meget mere blødsødne:

1. Det har været den fantastiske følelse af at kunne samle nogle fantastiske folk, få det sjovt og udfordrende, og gøre noget godt for kunderne. At kunne hjælpe andre, der har problemer, er altid godt for ens sjæleliv. At høre kunderne være glade og sige tak og rose ens gutter og gudinder er bedre end mange andre menneskelige aktiviteter ;-).

Så ja, man skal tjene penge og man skal have det sjovt – men alt det er ligegyldigt, hvis ikke man gør en forskel i andre menneskers liv. Synes jeg.

2. Det har også været den ligeså fantastiske følelse af at kunne gøre noget for andre, der ikke nødvendigvis køber noget i biksen, fordi man pludselig har midlerne og folkene til det. Det kan være en lille organisation, der bruger deres fritid på at hjælpe folk, der er på røven, og som har brug for en teknisk håndsrækning. Det kan være at samle alle gutterne og gudinderne, inkl. alle deres powertools, en dag efter arbejde og istandsætte et værested for dagplejemødre. Det kan være at få en af gutterne til at hjælpe naboen med hans wifi. Det er godt for alle parter, og man får nogle uventede og uplanlagte ambassadører.

Så ja, man skal tjene penge og man skal have det sjovt – men at have en organisation i ryggen af dedikerede og gode folk, der gider hjælpe andre… Det fås ikke meget bedre.

3. Men den største tilfredsstillelse for mig er fornemmelsen af at skabe jobs til andre mennesker. At kunne brødføde familier (well, det kan en enkelt lønning sjældent i Danmark, men så måske lidt over halvdelen af husstandsindkomsten, da 🙂 ), at kunne sørge for et job til en arbejdsløs (eller et bedre job til en arbejdende) – dét er fedt!

Så ja, man skal tjene penge og man skal have det sjovt – men at vide, at nogle familier får deres julegrød, -gaver og -guirlander pga. biksen man har skabt… Det er det bedste!

Og det var dét – længere var mit kærlighedsbudskab ikke :-).

Glædelig Jul til Jer alle – også til Enhedslisten og de mange, offentlige vækstdimser!

Mogens Nørgaard

Stifter af Miracle A/S

Prøv lige at se disse indlæg også!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *