Interview: Slagt en hellig ko


Jeg skrev mit første blogindlæg omkring november 2003, og en af de første blogs jeg stødte på var slagtenhelligko.dk som skrives af Liselotte Weller. Den dag i dag kigger jeg stadig forbi i ny og næ.

Liselotte har en af de mest populære blogs i Danmark, så derfor syntes jeg det kunne være spændende at høre hende lidt om hvordan det er at være blogger med stort B.

Hej Liselotte
Du er en af de mest kendte bloggere i Danmark, men for en god ordens skyld, må du hellere lige starte med at præsentere dig selv?

Allerførst vil jeg gerne sige tak for dit forslag om et interview, Lars. Jeg er glad for, at du finder mig interessant nok til et interview og jeg NÆGTER at få præstationsangst, så lad os sætte i gang…

Jeg hedder Liselotte Weller, er 44 år og arbejder delvist som tegnsprogstolk, delvist som grafiker/illustrator. Jeg har for øvrigt papir på det hele, men jeg ved ikke, hvor de ligger og jeg besidder i øvrigt ikke den store tiltro til papirer alligevel. Jeg tror på præstationer, men ved godt, at papirer er praktiske 😉

Jeg er godt gift – den slags vovemod er forbundet med en vis risiko, men jeg har været ualmindelig heldig på den front – og er mor til to børn. Oline, som er tretten år gammel og Alexander, som vi mistede for halvandet år siden. Han blev næsten sytten år gammel.

Jeg bor i Gug, en forstad til Aalborg. Jeg er født og opvokset i Aalborg, men har boet i København i tretten år. For snart tolv år siden, valgte vi at flytte fra et hektisk liv på Sjælland til et mindre hektisk liv i Nordjylland. Vi valgte helt rigtigt og nyder stadig, at livet leves i et tempo, som levner tid til fordybelse og livsglæde.

Jeg bor på en gammel gård midt i et helt gennemsnitligt villakvarter, hvor jeg ind imellem føler mig en anelse fejlplaceret. I hvert fald er jeg overbevist om, at naboerne ind imellem synes det. Jeg er ikke specielt god til at luge, gå op i facader og er egentlig ret ligeglad med, at Oline har garneret sin vindueskarm med snavsetøj, gamle slikposer og krøllede tekstiler.

Jeg er temperamentsfuld, kærlig, skør, anarkistisk anlagt, mangler autoritetstro og er levende interesseret i stort set ethvert håndværk jeg kommer i nærheden af. Jeg er også madglad, frisindet, bornert, lyttende, talende, dominerende, irriterende, elskelig og glad for strikkepinde, hæklenåle, min hund og naturen. Jeg har med tiden erkendt, at det allervigtigste for mig er den personlige frihed, som jeg intensivt prøver at forvalte, så den ikke kolliderer med omgivelsernes krav og forventninger, men den er betydningsfuld og jeg giver ikke ret gerne køb på den. Jeg prøver altid at omgås andre med respekt og anerkendelse. Sådan vil jeg selv gerne mødes. Jeg er for øvrigt også meget ordrig…

I følge dine arkiver startede du med at blogge i maj 2003, og det er blevet til mange indlæg siden. De fleste blogs har i dag et specifikt tema, men din blog er meget dagbogs-agtig, og man føler næsten at man lære dig at kende, når man læser din blog. Du skriver både om gode og dårlige oplevelser, men tænker du på hvor meget af dig selv du udleverer, eller skriver du bare “frit fra leveren”?

Min blog har vist aldrig haft et tema…

Jeg har altid set den, som min digitale opslagstavle, min ventil og mit sted. MIT STED. Mit eget, helt personlige, hjørne.

Jeg ved ikke, om du kan huske følelsen af, at få dit eget værelse. Det kan jeg. Jeg delte værelse med min søster i mange år. Det var jeg glad for, men det var noget helt specielt, den dag min far delte matriklens største rum med en tynd væg, som illuderede to værelser i nogle år. MIT EGET VÆRELSE, som jeg kunne indrette, som jeg havde lyst. Sådan har jeg det også med min blog. Den er mit værelse. Mit værelse med udsigt. Og indsigt. Og vinduer.

Jeg skriver om det, som optager mig. Jeg skriver mange indlæg. Jeg sætter sedler op på min opslagstavle. Jeg skriver ALTID bare ”frit fra leveren” og har aldrig nogensinde haft en kladde til et indlæg. Jeg skriver i nu’et, bruger maven til at fornemme et kort sekund, om det er i orden og trykker ”udgiv”. Længere er den ikke, men…

Jeg skriver ikke alt. Jeg skriver slet ikke alt…

Jeg tænker faktisk meget over, hvad jeg skriver på min weblog. Ikke når det kommer til alle indlæggene om humlebier, haven og det sidste nye stykke håndarbejde, men så snart et af mine indlæg handler om andre end mig selv, er jeg opmærksom. Jeg har valgt at lægge en del af mig selv til skue, men når det er sagt, så er det også alene det, jeg har retten til. Ingen andre end mig har bedt om at blive nævnt, fortalt om, beskrevet, udleveret eller på anden vis omtalt ude på min side, så jeg prøver at agere respektfuldt og bevidst, når mine skriverier omfatter andre, end mig selv.

Man skal aldrig skrive noget, som efterlader bare den mindste nagende tvivl i baghovedet. Man skal bruge mavefornemmelsen og er der den mindste ansats til andet end smult vand, skal man ikke skrive det. Der er en grund til, at man når at mærke den lille, usikre sitren i maven, er jeg overbevist om og det skrevne ord levner meget lidt plads til blink, mimik, sjov og tonefald, så alting kan nemt misforstås og man skal være præcis og konkret, så færrest mulige usikkerheder får lejlighed til at opstå.

Når det kommer til mig selv, fortæller jeg heller ikke alt. Man skal ikke alene passe på dem, man holder af. Man skal også passe på sig selv.

Jeg prøver hele tiden på at balancere på knivsæggen mellem at skrive personligt, uden at blive privat. Der er masser af ting, som du og mine læsere ikke ved om mig. Jeg er ikke bleg for at udlevere mig selv, ved at skrive om alle de dumme ting, jeg ind imellem får foretaget mig, men jeg har ting, som jeg aldrig ville skrive ude på bloggen. De dele af mig, som er private og som kun familie og venner får at se eller de ting i mit privatliv, som involverer andre end mig selv. De ting er mine og mine alene.

Ind imellem kan det synes, at jeg skriver hudløst og er sårbar, men jeg er den stærkeste kvinde du kan forestille dig og jeg er umanerlig god til at passe på mig selv og skriver aldrig noget, som jeg ikke allerede er helt afklaret omkring. Aldrig nogensinde, siger jeg så skråsikkert, men jeg er aldrig bange for at bruge mine erfaringer i udveksling med læseren, for det er akkurat dér, at en weblog bliver allermest interessant. Når ord får sat fart på tanker og de deles. Det kan jeg lide. Det sker ofte, når jeg netop skriver hudløst ærligt om de ting, som er svære for mig. Man kan lide at genkende sig selv i andre, tror jeg. Genklang er et fint ord for, at vide sig set og hørt. At opleve, at man ved akkurat, hvad et andet menneske mener. Det lykkes mig nogen gange at skabe genklang. Så bliver jeg frygteligt glad og synes, at det er lykkes, men selvfølgelig ved I ikke alt om mig. Til gengæld tror jeg, at I kender mig temmelig godt.

Du er en af de mest populære bloggere i Danmark, og for ikke så længe siden var der meget fokus på bloggere fra vores nabolande som levede af at blogge, blandt andet Isabella Löwengrip (www.blondinbella.se), som angiveligt er blevet millionær på at blogge. Hvad syntes du om den slags blogs, hvor det er “sponsorene” der bestemmer hvad der skal skrives om? Og kan du se dig selv som professionel blogger?

Der er fra tid til anden heftige diskussioner i blogverdenen omkring det at blogge for penge. Min holdning er, at det i sidste ende er den enkelte blogger, som skal afgøre om han/hun vil og kan det og i hvilken udstrækning det skal være i.

Jeg er selv en af dem med Google AdSense i sidebaren, så jeg er ikke mere hellig end vi kan slagte den ko, men… dybest set finder jeg det dybt uinteressant at læse anmeldelser af forskellige uvedkommende produkter og falder jeg over den slags, forlader jeg siden igen specielt, hvis jeg opdager, at der ikke gøres TYDELIGT rede for, at det kommende blogindlæg er en sponseret anmeldelse. Det sidste kan næsten gøre mig vred, for jeg føler mig ført bag lyset.

Jeg vil kun læse anmeldelser, hvis jeg er ude i et ærinde. Jeg gider ikke, at min tid skal spildes på ligegyldige beskrivelser af kaffemaskiner, cremer eller andet, som ikke er et nært forestående indkøbsobjekt, men sådan er vi jo forskellige.

Sponsorer kommer aldrig til at bestemme, hvad jeg skal skrive. Som jeg skrev tidligere, så er Slagt en hellig ko MIT sted og med det følger suverænt enevælde. Det holder jeg alt for meget af, til at skulle give køb på mig selv for mammon. Min side bliver aldrig nogensinde med andet indhold, end det jeg beslutter mig for skal derud. Min personlige frihed og integritet er den hellige ko, som aldrig bliver slagtet 😉

Det er da en besnærende tanke, at kunne tjene penge på at blogge, men jeg er alt for anarkistisk anlagt, så en aftale omkring indlæg ville snære som en spændetrøje.

Omkring annoncer i sidebaren, så har jeg haft en del forespørgsler. Jeg har sagt nej, for det har ikke været produkter, som jeg har fundet tilstrækkeligt fleksible til at de ikke ville begrænse min frihed til at skrive, hvad jeg har lyst til. Friheden til det, er meget vigtig for mig, men jeg er absolut ikke afvisende overfor aftaler af den art. Jeg er vist bare frygteligt territorial anlagt, så i samme sekund jeg får en mavefornemmelse af, at de vil kunne ende som bestemmende for mine skriverier, trækker jeg mig.

I grunden kan det lyde lidt latterligt, hvis vi begynder at se på mine skriverier, for de kan næppe kaldes anstødelige i nogen som helst sammenhæng, men det er netop friheden til skrive det, som falder mig ind, som vægter tungest. Så er det i virkeligheden ligegyldigt, om jeg nogensinde anvender den frihed. Den skal være til stede. Eller gider jeg ikke blogge.

Jeg har stor respekt for at du ser sådan på det. En blog bliver ikke nødvendigvis bedre af at blive kommerciel… tværtimod.

Nu er vi blevet lidt klogere på hvem hende Liselotte fra slagtenhelligko.dk er for en. Jeg har dog lige to spørgsmål til. Hvorfor slagtenhelligko? Er der nogen god historie bag det domænenavn?

Og til sidst. vil du løfte sløret for hvor mange besøgende du har på din blog?

Historien bag domænenavnet er vel bare, at den oprindelige plan for min weblog var at slagte nogle hellige køer. Jeg ville skrive ærligt og sandfærdigt om, hvad det betyder for en familie at have et handicappet barn, så navnet var passende, syntes jeg, men bloggen viste sig ikke at være det rigtige sted til de ting. Det blev hurtigt alt for privat og bloggen udviklede sig i stedet til det, den er i dag, en samling øjebliksbilleder, som tilsammen giver et meget godt billede af min hverdag.

Der bliver ikke slagtet mange køer, men til gengæld skrevet lidt om alt mellem himmel og jord. Jeg insisterer på at have det sjovt med bloggen. Det er fortsat drivkraften bag den.

Omkring besøgende, så er der jo ufatteligt mange, som lægger vejen forbi hver dag. Det er jeg utrolig overrasket over og meget glad for, selvom det ikke er noget jeg tænker over hverken når jeg skriver eller når jeg svarer på kommentarer. Størstedelen af mine læsere er netop læsere og altså tavse tilskuere på sidelinjen. Det er kun et fåtal, som smider en kommentar og jeg er faktisk blevet overrasket over hvor få det i virkeligheden er, der er synlige derinde.

I forbindelse med kåringen af ”Blogprisen 2007” blev jeg i et interview spurgt om antallet af besøgende og fik der en af de større udfordringer, fordi antallet af læsere ikke rigtigt havde interesseret mig i meget lang tid. I starten syntes jeg, at det var sjovt at følge med, men jeg har det ikke specielt godt med tal og statistik, så det kedede mig snart. Med andre ord havde jeg smidt adgangskoderne til mit statistikprogram væk for længst og kom altså i gang med en større detektivudredning, men det lykkedes…

Jeg har ca. 4000 unikke hits om dagen. Jeg synes, at det er utroligt mange. Jeg er vist stadig noget ydmyg og kan næsten ikke skrive tallet. Det er utroligt, men det har aldrig givet mig præstationsangst. Jeg skriver primært for mig. Sådan bliver det ved med at være, mens jeg stadig har det sjovt med det. Det har jeg Jeg 🙂

Hej Liselotte

Det var hyggeligt med en lille snak. Jeg syntes det er flot at du kan holde så meget liv i den blog, og jeg vil selvfølgelig fortsat kigge forbi i ny og næ. Til at slutte med, kan du så ikke nævne 3 sider, som du ofte besøger, eller bare gerne vil anbefale?

Og hvis der sidder en læser der overvejer at starte sin egen blog, og du skulle give et kort råd, hvad skulle det så være?

Skal jeg anbefale nogle sider, så bliver den første nok noget så kedeligt som Googles feed-reader, som hjælper mig til at holde styr på alle de daglige besøg jeg aflægger i Blogland.

De to andre elsker jeg for at lege med sproget. De er stramme begge to, men på hver deres fantastiske måde. Jeg elsker at suse forbi Irene (http://furiens.wordpress.com) for at stramme op og Regitze (http://vampyrpingvin.blogspot.com) for at stramme ned.

Nå ja… og så er der naturligvis de mindst tohundrede andre helt igennem fantastiske sider derude, som jeg ville ønske, at jeg kunne smide links til. Der er nok at tage af… så man må selv på jagt, men et godt tip er, at man er opmærksom på diverse blogrolls, som ofte har udvidet min horisont betragteligt.

Et kort råd til en, som overvejer at starte egen blog? Det må kort og godt være; sørg for at have det sjovt med din nye legeplads. Når du ikke har det længere, er det ikke længere din legeplads, så det må være det allerbedste råd jeg kan give. Det er i hvert fald det, som driver mig. Jeg har det stadig sjovt, så jeg fortsætter lidt endnu.

Lars Bachmann

Iværksætter og Online nørd. Arbejder med WordPress og online markedsføring i min virksomhed Conseo.

13 kommentarer til Interview: Slagt en hellig ko

  1. Lars Bachmann siger:

    Ja, jeg er til stadighed imponeret over at hun har overskud og materiale til at blogge 4-5 gange om dagen.

  2. Irene siger:

    Jeg har undret mig over trafikken herfra. Nu forstår jeg bedre … Hermed et helt stramt tak til Koen og tak til dig Lars, for link! 😉

  3. Rosenstand siger:

    Jeg synes, det er flot, at bloggen kan have 4.000 unikke besøgende om dagen!

    Men lidt nærlæsning fik mig til at falde over, at der står “hits” og ikke besøg. Jeg tjekkede lidt op med Google Trends, og jeg kommer lidt i tvivl om, hvorvidt der er tale om unikke besøgende besøgende eller hits? Sammenligner jeg slagtenhelligko.dk med sites, jeg faktuelt ved har 4.000 besøg eller mere pr. dag, er deres graf næsten dobbelt så lang som den for slagtenhelligko.dk

    Hvis Google Trends har bare lidt fat i virkeligheden er det vist hits og ikke besøg. Hvad siger du, Lars? Ved du det? Ikke for at være emsig – men det er jo værd at have med, hvis man skal tage slagtenhelligko.dk som et læreprojekt i at skabe trafik.

  4. Bachmann siger:

    Hej Thomas

    Godt nok skriver hun hits, men hvis det er 4000 unikke hits, så menes der vel 4000 unikke besøgende. Men om hun har læst hendes statistik korrekt skal jeg ikke kunne svare på. Det kan være at Liselotte læser dette og selv kan komme med et svar.

    Jeg tvivler dog ikke på at det er unikke besøgende der er tale om, selv om Google Trends umiddelbart viser lavere tal. Næsten alle jeg snakker med om blogs, både offline og online, kender slagtenhelligko.dk, så der er ihvertfald ingen tvivle om at hun er “kendt”.

    Men lad os se tiden an, og se om ikke Liselotte kan be- eller afkræfte dette.

  5. Liselotte siger:

    Hejsa, jeg skal gerne opklare. I går havde jeg 4.426 unikke besøgende på sitet. Jeg taler altså om besøgende og ikke hits, men er formentlig temmelig uklar i mælet, fordi jeg ikke har meget forstand på skidtet 😉

  6. Bachmann siger:

    Hej Liselotte.

    Det var hurtigt du kom på banen… 😉
    Og så fik vi jo lige sat det med unikke hits/besøgende på plads.

  7. Rosenstand siger:

    Det er flot, Liselotte! Tillykke med en meget velbesøgt blog!

  8. Liselotte siger:

    Jeg er simpelthen så hurtig altid, Lars 😉

    Tak skal du have, Rosenstand. Ja, det er overvældende, må jeg sige 🙂

  9. Sikken et godt indlæg, jeg lærte nye ting om dig igen idag Liselotte (kan man ikke også hele tiden det?!? *B*)

    Over 4.000 unikke hits, der kan man bare se. Men jeg forstår det egentligt godt, når du har overskud og stof til at skrive op til flere indlæg om dagen.

    Jeg er f.eks. en af dem som kigger ind en 5-7 gange om dagen, blot for at se OM der skulle være kommet et nyt indlæg 😉

    Oftes er der kommet et nyt indlæg, og så nyder jeg det med, andre få gange må jeg skuffende gå videre i blog læsningen. Og så vende tilbage senere 🙂

    /Solsikkens-Sang

  10. Aha! Saa fandt jeg herind – og jeg vender frygteligt tilbage. Godt interview. 🙂

  1. 13. august 2008

    […] jeg koncentrerer mig om skæremærker, sideantal, midteropslag og farvetoner, kan du, hvis du har lyst, smutte over forbi Lars Bachmann og læse et interview, som er blevet til over et par måneder. Lars har stillet mig et spørgsmål. Han har sendt det via […]

  2. 13. august 2008

    […] august 13, 2008 af Irene Kender du Lars Bachman? Kender du Slagtenhelligko.dk? Lars interviewede Liselotte, du kan læse det hele her! […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *