Midt mellem netværk og venskab


Så er det tid til låge nr. 4. I dag er det Nikolaj Astrup Madsen, som til dagligt arbejeder med Ateo ApS. Derudover har han gang i netværksprojekter som Workaway og Refuga, og har skrevet bogen Bedre.

04. Midt mellem netværk og venskab – Af Nikolaj Astrup

De sidste par år er det virkelig gået op for mig, hvor meget netværk er værd. Det er ikke længe siden, at jeg på ingen måde tænkte på at bygge og pleje netværk, men det gør jeg nu.

Gennem mit netværk har jeg blandt andet:

Arrangeret tre udgaver af iværksættercampen Workaway. Mit netværk har været fantastisk til at dele og hjælpe, hvilket har gjort, at pladserne er blevet udsolgt indenfor få dage.
Startet et firma med Frisch og Thorborg fra Amino. Jeg kendte Nicolai Frisch inden aftalen, hvor vi blandt andet trænede lidt sammen. Jeg er næsten 100% sikker på, at det ikke var lykkedes, hvis jeg bare havde kontaktet dem uden, at de kendte mig.
Fået mulighed for et gratis kontor og kontakt til et par danske iværksættere i Beijing, da jeg boede der i en periode.

Det her er ting, som kun kunne lade sig gøre, fordi nogle andre mennesker har hjulpet mig.

Reach

For mig er netværk hele det “reach”, jeg har, så netværk er bare et fælles udtryk for forretningsnetværk, followers på sociale medier, venskaber osv.

Netværk er alle de mennesker, jeg kan kommunikere til og bruge til at få ting til at ske. Ikke mindst er det også de folk, som jeg selv kan hjælpe, og hvor jeg kan bidrage med et eller andet.

Reach er vigtigt – et stort netværk er godt – men jeg synes dog, at mange tænker lidt for meget på kvantitet, når de prøver at bygge og pleje netværk. Det ser man fx ved folk, der tilføjer alt og alle på LinkedIn (gerne dem der i deres navn lige tilføjer et telefonnummer). Man ser det også på konferencer osv., hvor det er dem, som deler flest visitkort ud, men mest snakker om sig selv. Der har været så meget fokus på elevatortalen, networking arrangementer og alt muligt andet pjat, som simpelthen har for lidt værdi for alle partnere.

Jeg ser netværk som en tragt

Jeg vil rigtig gerne have mange followers på sociale medier. Det ved jeg har noget værdi for mig og de projekter jeg laver. Followers på sociale medier kan sammenlignes med besøgende i en webshop. De er rigtig vigtige og en parameter, som man absolut skal måle på – men det er ikke nok.

Det handler om at få en god del videre i forløbet – at få et forhold som faktisk er meget værd. Jeg deler det op i tragten herunder:

netvaerks-tragt

Der hvor jeg synes, at mange falder i en fælde er at have for meget fokus på trin 2 – “Personer du har mødt en enkelt gang, fx til et møde. I er forbundet på LinkedIn”. Alt for mange synes, at når de er kommet her til, så har de netværk! Det kan godt være personen kender dig, men har du reelt et forhold til personen? For mange folk kommer kun her til, men har så også +500 connections på LinkedIn.

THE MAGIC ZONE

Det sidste års tid har jeg virkelig fået øjnene op for forhold, som er lige i mellem godt forretningsnetværk og et decideret venskab.

Det typiske eksempel her er, at man kender folk fra arbejde, men at forholdet også får en anelse privat islæt over sig – eller omvendt. Jeg karakteriserer de her forhold som forhold, hvor man snakker arbejde, men hvor man også kan snakke om nogle lidt dybere ting og lave andre ting med.

Jeg har en håndfuld eller to, som jeg vil putte i denne kasse. Det er fx folk, jeg træner med, men også snakker forretning med. Min oplevelse er, at disse forhold er ekstremt meget værd – både i forhold til arbejde, men også personligt. Her har jeg absolut lært mest, og det er de personer, hvis selskab jeg nyder mest. Det er selvsagt også de folk, som er mest villige til at hjælpe mig, og som jeg er villig til at hjælpe.

Jeg ser THE MAGIC ZONE præcis, som en e-købmand ser salg. De betragter det som en tragt, hvor det handler om at få en masse ind for oven og så få flest muligt herned.

Så hvordan kommer man til THE MAGIC ZONE?

Der er som altid mange veje til Rom, men jeg tror man kommer langt ved bare at tænke kvalitet. Det er vigtigt at gå i dybden med nogle mennesker ved at snakke mere med dem end bare en øl efter en konference.

Selv har jeg oplevet det meget til Workaway og det er også derfor at jeg tager skridtet videre og har arrangeret den vildeste netværksrejse, hvor 15 spændende mennesker bestiger Kilimanjaro. Projektet hedder Refuga og jeg er fuldstændig overbevist om at vil give mig noget uvurderligt netværk og forhåbentligt venskaber.

Netværk behøver ikke at være bjergbestigning

Men det behøver slet ikke at være så stort et projekt. Du kan starte med at invitere en gruppe personer fra din branche ud på middag. Du skal invitere personer, som du er sikker på at du kan hjælpe og personer som kan hjælpe hinanden. Og vælg en restaurant, hvor I kan få et lukket rum for jer selv.

Rand Fishkin har defineret dette som “The Help me Help You Dinner” og har skrevet et helt blogindlæg om det, som jeg meget varmt kan anbefale. Læs det her. Her har han faktisk lavet en total guide til projektet. Det initiativ du viser, de personer du inviterer, vil helt sikkert give dig en ekstra stjerne i deres bog.

Nikolaj Astrup Madsen

Nikolaj arrangere netværksarrangementer for iværksættere, og driver Ateo ApS

Prøv lige at se disse indlæg også!

4 kommentarer til Midt mellem netværk og venskab

  1. Joakim Ditlev siger:

    Hej Nikolaj

    Fed måde at opstille det som en tragt. Giver mening og særligt skal der en del benarbejde til for at flytte kontakter fra niveau 2 og længere ned. Må jeg anbefale kaffeaftaler?

    Interessant med venskab som det ultimative mål i netværksarbejdet. Det er selvfølgelig rart, hvis det sker, men jeg har også eksempler på folk i netværket, som er hamrende dygtige rent professionelt, men som ikke siger mig noget privat.

  2. Mette Weber siger:

    Total solgt til din tragt …. inspirerer mig til selv at skabe tragter …en til forældre kompetencer til de forældre der læser med på min fbside Tal med dit barn på den fede måde .. den er nem og illustrativ og kan bruges til at vise hvad du som forældre skal gøre mest og mindre af … tak for inspiration
    Tag en god dag …

  3. Helt enig Joakim. Kaffeaftaler er en god måde at møde nye folk på synes jeg.

    Tak for kommentarerne 🙂

  4. Magic zone…. I love it !!! Elsker af læse jeres side i er nogen fantastiske drenge med de bedste erhvervs ideer!

    Keep it up og god jul til jer alle fra Flyttefirma Sjælland 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *