Sådan fik jeg 50 partnere på 3 måneder


Nu er der kun 3 dage til jul, og i dag er det Halfdan Timm som vil fortælle hvordan han har fået gang i sit iværksætter projekt JUF.dk.

Sådan fik jeg 50 partnere på 3 måneder – Af Halfdan Timm

Mange af indlæggene i denne iværksætterjulekalender handler om lektier, de deltagende kalenderlåger har lært igennem et langt iværksætterliv. Jeg er kun 21, så det ville virke søgt, hvis jeg prøvede at gøre det samme.

Men samtidigt vil jeg rigtigt gerne dele det, jeg synes er så fantastisk spændende at arbejde med – og Lars’ julekalender er det perfekte medium til dette.

Jeg vil her tage udgangspunkt i min virksomhed JUF.dk. Det er en formidlingstjeneste mellem advokater plus revisorer på den ene side og private plus virksomheder på den anden side. Skal du bruge en boligadvokat, en skatteadvokat, en revisor eller en bogholder er det mig, der kan sikre dig 3 gode tilbud og et godt forløb.

Når man starter en sådan formidlingstjeneste skal man bruge to ting:

  1. Folk, der skal have løst en opgave
  2. Folk, der kan løse opgaven

Jeg har arbejdet på JUF.dk i 2 år som affiliatesite, og siden har derfor cirka 300 af førstnævnte – altså leads – fra de organiske søgeresultater hver måned.

Derfor handlede det for mig i starten om at finde sidstnævnte. Folk, der kunne løse disse opgaver. Partnerne. Advokaterne og revisorerne.

Det viste sig at være en svær opgave – og jeg skulle bruge 3 måneder for at få 50. Det tog cirka 3 måneder før end jeg havde nok til, at alle opgaver fik i hvert fald et tilbud og gerne to-tre stykker.

Og herunder får du mit breakdown af, hvor de 50 partnere i JUF.dk kom fra.

Netværk – 10 partnere

Da JUF.dk gik i luften for nu cirka 4 måneder siden skrev jeg rundt til alle jeg kendte og spurgte, om de kendte nogen, der ville være med.

Min tidligere arbejdsplads, SEO-kollegaers advokater, egne bekendte som jurastuderende og en af mine kærestes bekendte var blandt de partnere, jeg fik ud af dette.

Jeg gjorde noget så simpelt som at spørge på Twitter dagen, vi gik på luften, om der var en varm advokat eller to på linjen. En af mine bekendte så opslaget, skrev til sin lokale advokat og fik hende til at ringe til mig – og hun har fået et par gode opgaver af mig siden da.


Også efter vi kom op på de 50 har jeg fortsat med at trække på netværk. Jeg lagde for nyligt et indlæg ud i en Facebook-gruppe, der hedder UngIværk, hvor der er cirka 2.500 unge iværksættere samlet. Det indlæg så sådan her ud:

juf-halfdan-timm-1

Det gav mig 4 nye revisorer – og 2, jeg stadig lige mangler at få lukket (hvilket ikke burde være svært, når jeg tilbyder første kunde gratis og derudover kun betaling ved faktisk kunde og bagudrettet fakturering.. men det er det 🙂 ).

Anbefalinger – 4 styk

Jeg giver lige nu de tilknyttede partnere kunder svarende til 1.500 kroner, hvis de anbefaler mig en kollega, der ender med at købe ind for minimum 1.500 kroner i min butik.

Det har givet mig 4 nye gode partnere.

Husk at bruge de kunder, du allerede har – har du et godt forhold til dem, vil de også gerne hjælpe dig. Har du ikke et godt forhold til dem, har du her noget at arbejde på.

Breve – 5 styk and counting

Jeg har sendt breve ud – ja, fysiske breve, snail mail, direct mail – til først 250 arveretsadvokater og siden da 30 københavnske revisorer.

juf-halfdan-timm-2

Det har taget nogle timer og kostet nogle tusinde kroner i frimærker.

Men til gengæld har jeg også fået et par gode partnere på det.

Med den her tilgang har jeg især fået partnere fra større kontorer, vi ellers har haft lidt svært ved at ramme. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men næste gang retter jeg snail mail alene mod de helt store kontorer og nøjes med blot at ringe til de små.

Kold canvas – 31 styk

Langt de fleste partnere er kommet ind ved helt almindelig kold kanvas.

Lige nu søger jeg fx skilsmisseadvokater og advokater til skifte af dødsboer. Derfor googler jeg “skilsmisseadvokat københavn”, “privat skifte aarhus” og lignende termer.

Her finder jeg, både med AdWords, Google Places og de organiske resultater, potentielle samarbejdspartnere.

Jeg finder et nummer, tager JUF-telefonen (en god, gammel Nokia, man kan rive et hus ned med) og ringer dem op.

juf-halfdan-timm-3“Hej, jeg hedder Halfdan Timm og ringer på vegne af JUF.dk.”
“Hej..”
“Jeg ringer fordi, jeg kan se, du er skilsmisseadvokat i Aarhus. Kan det passe?”
“Ja. Hvad da?”
“Jamen, nu skal du høre…”
Et bud er, at cirka 1/4 af dem, vi ringer til, kan se idéen i det, vi laver. Halvdelen af dem ender vi måske også med at få op at køre i systemet. Og endnu færre ender med rent faktisk at blive aktive samarbejdspartnere.

Jeg har brugt RIGTIGT mange timer med at sælge mig selv og JUF.dk per telefon. Mange dage er gået alene med blot at finde potentielle partnere, ringe dem op og forklare dem, hvordan vi kan tjene penge sammen.

Jeg har tidligere været telefonsælger et halvt år i Odense. Det var jeg rigtigt træt af dengang – men med JUF.dk har jeg været glad for at kende bare det grundlæggende til fx delaccepter, indvendingsteknikker, lukketekniker og så videre.

Telefonen er nu og engang der, hvor der sker noget. Jeg bryder mig ikke selv om at tale i telefon, hvis jeg skal være helt ærlig – jeg vil meget hellere skrive en mail.

Men samtidigt anerkender jeg også, at det er med telefonen, man virkeligt kan sætte noget i gang.

Og i fremtiden: Facebook

En ting, jeg eksperimenterer med lige nu for at få flere revisorer, bogholdere og advokater ind og tage mine 300 opgaver hver måned, er Facebook.

Jeg har med Elance fundet nogle dygtige indere. De har gennemgået 3 lister med knap 1000 personer samlet, jeg har sendt dem. Listerne er over hhv. Danske Arveretsadvokater, Danske Familieretsadvokater samt medlemmer af en revisorforening.

Jeg har fået inderne til at grave deres personlige Facebook-profiler og deres graph-ID’er frem. De har så lavet en liste med alle ID’erne.

Nu laver jeg nogle annoncer med indhold som “Er du dansk arveretsadvokat? Jeg har kunder til dig” eller “Vi søger revisorer, der søger kunder – få første gratis” og så sætter jeg dem til KUN at blive vist til LIGE NETOP det rigtige publikum.

Det er sindssygt billig eksponering til en skarpt defineret målgruppe, hvis man kan finde ud af at lave dette fodarbejde.

Det er først lige sat iværk, så jeg har ikke resultaterne af det endnu – men det skulle undre mig, hvis det ikke kunne blive til noget også.

Glædelig jul

Jeg håber, min historie om de første par måneder med JUF.dk kunne virke som lidt inspiration. Jeg håber, Lars vil invitere mig ind igen her om et par år, hvor jeg er blevet ældre og mere vis – så kan jeg også lave et mere generelt indlæg med nogle gode råd fra min lange karriere. Indtil da må I nøjes med det her. 😉

Glædelig jul og godt nytår!

Halfdan Timm

Ejer og driver JUF.dk

Prøv lige at se disse indlæg også!

2 kommentarer til Sådan fik jeg 50 partnere på 3 måneder

  1. Tim siger:

    Altid spænende at læse med! 🙂
    Halfdan du er god inspiration for mange nye iværksættere, jeg synes du gør et godt stykke arbejde! Hvordan står det til med JUF nu ? 🙂

    Mvh tim

  2. Halfdan Timm siger:

    Mange tak for rosen, Tim – den sætter jeg pris på!

    Der er lige så meget fart på, som da jeg skrev indlægget her i december. Vi er næsten oppe på 100 partnere nu og det største sats lanceres i kommende uge. Det glæder jeg mig til at skrive mere om.. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *